mandag den 22. juli 2013

Flere udsalgskøb...

Udover de fede sneakers er disse ting også røget hjem fra diverse udsalg...


Skjorten fra Wrangler og sweateren fra Zoe Karssen er købt på Asos og fås vist stadig. Skjorten var et forsøg på at finde noget ammevenligt, og det lykkedes! Den er virkelig fed i lækker kvalitet, og så er den med trykknapper, hvilket er ekstremt smart.

Kjolen fra Iro (ammevenlig igen...) og nederden fra Vero Moda er fra Zalando og er vist udsolgt. Ballerinaerne fra Pretty Ballerinas og leokjolen fra Oasis er også fra Zalando og fås stadig. :) Leokjolen er også dejligt ammevenlig, og ballerinaerne har jeg haft kig på længe, så det var oplagt.

søndag den 21. juli 2013

Udsalgskøb

Endelig blev de mine! Dem har jeg også kun drømt om længe...


De blev fundet til halv pris her hos Strøm.

onsdag den 26. juni 2013

Mit eget lille lynnedslag

Når man tager min babys ankomst i betragtning, virkede det kun rigtigt at denne fine lynkæde fra 6.10 Jewellery skulle udgøre barselsgaven fra mig til mig. Den er så smuk, og den symboliserer så fint hans fødsel, og hvordan kærligheden til ham bare er slået ned som et lyn i mit hjerte.

Tænk at der var en tid før ham? Det virker allerede helt surrealistisk.


mandag den 24. juni 2013

Thunderstruck

Så er han her. Min søn. Han kom til verden i onsdags under et voldsomt tordenvejr, og jeg kunne ikke være lykkeligere.

Min tordenbaby.







lørdag den 8. juni 2013

Rock 'n roll, baby!

Jeg har efterhånden sagt det nogle gange. At NU er det slut med at gå ud. At NU er jeg for tyk og besværet, og NU må jeg blive hjemme og samle energi til fødslen. Men så bliver det kedeligt. Så bliver jeg rastløs og lettere sindssyg, og så må der altså ske noget alligevel.

Derfor hankede jeg op i manden i går, og så tog vi til SuperCharger-koncert på Beta. Og det var så fedt! Det var virkelig lige, hvad jeg trængte til. En dejlig sommeraften, manden i hånden, masser af godt selskab og god musik. Jeg blev luftet, og jeg elskede det. Jeg er ret træt i dag, men det var det hele værd. Jeg var mig, og jeg trængte til det.

Jeg er dog godt klar over, at jeg også er ekstremt heldig. Tænk at være i stand til at tage til rockkoncert 13 dage før termin uden problemer. Jeg priser mig virkelig lykkelig for det samarbejde, min krop og jeg har haft gang i under denne graviditet! Vi er helt klart gode venner.

Mit største problem var at finde noget tøj, som jeg kunne føle mig godt tilpas i. Det er altså blevet svært nu. Men hupti vupti - ud af skabet fløj en gammel leopardkjole, og den fungerede ganske fint (billede af kjolen uden mave kan forresten ses her). Jeg så faktisk rigtig godt ud, hvis jeg selv skal se det. Nå ja, og hvad man ikke kan se på billedet er, at den blev parret med mine nye favoritsko - nemlig sandalerne fra Koné. Jeps, jeg kunne ikke lade være - og jeg har ikke fortrudt ét sekund. De er så fine og så lækre at gå i. De er det hele værd.

38+1

Til de nysgerrige, så kan den nye SuperCharger-video ses her. Jeg kan desværre ikke finde ud af at få den ind på bloggen, når den ikke er på YouTube - men den er altså et klik værd. :)

mandag den 27. maj 2013

En stor madoplevelse

I lørdags var vi på Formel B og spise - kærestens første besøg på en Michelin-restaurant og mit første, siden jeg var på Kong Hans i forbindelse med min konfirmation for 15 år siden! Det var som forventet en kæmpe oplevelse. Fuldstændig fantastisk mad, en behagelig stemning og dejligt med lidt fokuseret kærestetid. Det er ikke sådan, at vi er dårlige til at være fokuserede på hinanden normalt, men det kan selvfølgelig godt blive lidt hverdagsagtigt, særligt for tiden hvor der er så meget praktisk at få på plads. Så et par timer, hvor intet fik lov at forstyrre, var virkelig uundværligt.


Vi startede med et glas champagne - jeg har sjældent nydt et glas bobler så meget! Jeg har ikke været fanatisk med at holde mig fra alkohol som gravid, men jeg har selvfølgelig holdt det på et minimum. Så nyder man altså det ene glas mere. Det blev også til et lille glas rødvin til maden, men ellers fik kæresten lov til at gøre kål på den fantastiske flaske vin, vi bestilte. Han klagede ikke...:)



Konceptet på Formel B er, at man bestiller mange små retter - så det gjorde vi selvfølgelig. Fire til hver. Min kæreste valgte en ekstra forret (kaviar med yoghurtis og krystalliseret hvid chokolade), mens jeg tog en dessert i stedet. Det var uden tvivl det rigtige valg, for desserten, der bestod af rabarber, skovmærkeiscreme, en luftig marcipancreme og marengs, var aftenens vinder for mig! Men de andre retter var nu også gode - menuen stod bl.a. på kammuslinger (mig), tartar (min kæreste), jomfruhummer (os begge), okse (min kæreste) og sandart med kalvehaler (mig). Derudover fik vi en fin lille appetizer, som var en duepaté.

Rødvinen hed Psi - det gik lige i mit matematikerhjerte.;)

Alt i alt havde vi en helt fantastisk aften, og vi blev enige om, at det skal vi huske også at gøre fremover!

Nu vil jeg hygge mig med en bog og afslapning. Min kæreste er ude at øve, og baby har hikke. Livet er da ret fint. :)

søndag den 26. maj 2013

CKW plus Minus

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg generelt er ret glad for de designprojekter, Camille kaster sig over. Lige fra hendes smukke samarbejde med ByBiehl, hvorfra jeg nu har fem pods fordelt på to armbånd, som jeg bruger hver dag, over hendes egen smykkekollektion og senest til hendes tøjkollektion for Minus. Nogle gange synes jeg næsten, at det er for meget af det gode, men hendes smag rammer bare min rigtig godt, og indtil videre har jeg været mere end tilfreds med alle tingene, så jeg stopper altså ikke. :)

Derfor blev min Marchémarché deal til Got To Have It også brugt på at få købt nogle basisstyles hjem fra CKW Plus Minus-kollektionen. (Og så røg skjorten efterfølgende også lige hjem via Kirstenkbh...)


Jeg nåede at blive meget overrasket, da jeg modtog tøjet, fordi tanktoppen i sort var virkelig, virkelig lille. Godt nok har jeg en gravid mave i vejen, men jeg kunne slet ikke bruge den. Efter en sammenligning med den hvide fandt jeg dog også ud af, at selvom den sorte påstod at være en M, så var den nærmere en XS. Pyh, så gav det mere mening - og Got To Have It var super søde og hurtige til at få den ombyttet.


Jeg venter dog med at bruge tanktoppene til post-fødsel, for de bliver lige korte nok lige nu pga. maven, men de virker super lækre. Skjorten og sweateren har allerede været i brug, og er begge et hit - jeg er særligt fan af tommelfingerhullet i sweatshirten. Så lille en ting, men det gør så meget!

Min klare favorit er dog den langærmede bluse med rib på indersiden af armene. Den er SÅ lækker og blød og fantastisk at have på. Jeg har nærmest lyst til at bo i den, og jeg er ret sikker på, at jeg bliver nødt til at bestille den hjem i grå også...