fredag den 30. december 2011

Post-jul

Så er julen overstået, og den har været dejlig! Masser af mad, hyggeligt selskab og gode gaver. Jeg fik bl.a. Miss Radnick som ønsket, samt en rigtig flot halskæde med en lille box som vedhæng, købt over Ebay, samt uret fra TrendyLiving. Derudover gav jeg en masse gode gaver, bl.a. en éndagsbillet til Roskilde Festivalen til min far, som nu skal se Bruce Springsteen med mig og min kæreste på Roskilde. Det bliver fedt!!

Mest glad er jeg dog for de gaver, jeg gav min kæreste. Helt til ham alene gav jeg en lækker cardigan fra Paul & Joe. Jeg bestilte den over Farfetch tre dage før jul, så jeg var dybt overrasket over at modtage den i tide! Faktisk var den klar til udbringning allerede dagen efter - så fedt. Jeg synes, at den er så fed, og den klæder kæresten-min helt vildt.


Ellers var min hovedgave til ham (men egentlig også til mig...) dette store fotografi af den danske fotograf Jacob Aue Sobol. Vi så det på en udstilling i efteråret, og min kæreste var helt solgt i det. Jeg synes også, at det er ret fantastisk. Så med lidt møje og besvær lykkedes det mig at købe billedet, som nu skal hænge over vores nye lilla sofa, som ankom i går. Åhh, stuen bliver så fin!

Med sløjfe om, gemt inde i soveværelset

Det reelle billede

Nå ja, og så lige et par billeder af mig fra juleaften. Endelig fik jeg en af de fine kjoler fra Stop Staring! på, som jeg købte i USA i sommer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har haft så svært ved at få dem på. Jeg synes i hvert fald, at jeg var ret fin.:-)


To i full figure, omend i dårlig kvalitet og samme pose på begge billeder. Jeg lærer det aldrig...

fredag den 23. december 2011

Glædelig jul

Så har julefreden sænket sig. Alle gaverne er pakket ind og fordelt under træet og i diverse poser til videre transport, julekagerne er for længst bagt og delvist spist (jødekager og vanillekranse - my favourites), bilen er hentet til transport nordpå i morgen, neglene er lakeret og tøjet til juleaften er udvalgt. Nu slapper jeg af med et glas vin og hygger mig med julekalender og Voices (jeg kan altså faktisk godt lide det program - det virker mere seriøst end X-Factor - og min kæreste og jeg kender flere af dem, der deltager.) inden jeg senere tager på bar med min kæreste og hans kolleger. Det bliver nu nok kun til en øl eller to - nægter tømmermænd juleaften!

Det er jo så godt som umuligt at fange et pyntet juletræ ordentligt på billede, men jeg har alligevel forsøgt. Synes, at vores juletræ er fint! Det er første gang, at jeg har et "rigtigt" juletræ, altså et, der er over 1,5 m højt.:)




Rigtig god jul til alle - både dem, jeg kender, og dem, jeg ikke kender.

(Og ja, det er en pole midt i min stue. Et eller andet sted skulle den jo stå.:) )

lørdag den 17. december 2011

Jul i Tivoli

I går tog jeg ind og hentede min kæreste på arbejdet, hvorefter vi gik amok i running sushi for derefter at slutte af med en gåtur gennem Tivoli. Det var så hyggeligt og så fint! Vi tog bl.a. spontant i Den Flyvende Kuffert, som min kæreste aldrig har prøvet før. Det var så dejligt.

Jeg ved godt, at jeg er gået lidt amok med Hipstamatic på det sidste, men jeg synes bare, at det fanger stemningen bedre end kedelige iPhone-billeder i dårlig kvalitet. Derfor får I lige et skvæt ekstra julestemning...






fredag den 16. december 2011

Årets hjemmelavede julegave

Sidste år hyggede jeg mig jo vildt med at lave en uglepude til min veninde, og med en lille stump på et år i familien virkede det oplagt at kaste sig over det igen i år. Theodyrets julegave er derfor nu klar og færdigsyet.

If it ain't broken, don't fix it - så årets Ugleus er lavet efter samme opskrift som Ugle. Stoffet er også det samme, dog er Ugleus spejlvendt. Lidt forskel skal der jo være. Når jeg tænker på, hvor meget det drillede sidste år, så var det næsten for nemt i år - symaskinen gjorde, som jeg bad den om, mønstret kunne genbruges og næsten alt klappede. Bortset altså fra at jeg klokkede i det og syede puden sammen inden øjnene og næbet var applikeret på. Det gav lidt udfordringer...

Jeg bliver aldrig den store syerske, men jeg kan godt lide mine uglepuder på trods af skævheder og grimme syninger. Jeg har faktisk lovet kæresten at lave en til os selv også, som kan passe til vores kommende sofa. Så skal jeg så bare ud og finde noget nyt stof...

Ugle (anno 2010):

Ugleus (anno 2011):

Er de ikke fine?:-)

Nu vil jeg pakke lidt julegaver ind og så tage ind og hente kæresten og tage en tur i Tivoli. Rigtig god weekend!

onsdag den 14. december 2011

Julestemning

I weekenden var jeg i Frankfurt for at besøge min mor, og det var bare den bedste weekend i laaaaang tid! Vi fik snakket en hel masse, spist god mad, brugt fem timer på det hyggeligste julemarked med glühwein, varme kastanjer og fin gammeldags julepynt, shoppet luksusgenbrug (lækker Prada-skjorte til mig til fine penge!), var inde og se den fantastiske musical Elisabeth og brugte hele søndagen i spabad i Bad Homburg, hvor jeg bl.a. prøvede at blive pakket ind i en form for høkasse, hvor der blev sendt damp ind. Det var specielt, men rigtig lækkert.

Søndag aften kom jeg hjem totalt opladet og med kufferten fuld af julepynt. Min kæreste rystede lidt på hovedet af mig og sagde så, at vi vist snart måtte hente det juletræ.;) Jeg havde bl.a. den flotteste nøddeknækker med hjem til ham som kompensation for, at vi ikke kom ind og se balletten. Den står nu og pynter i vinduet ved siden af julebukken.

Lidt stemningsbilleder fra julemarkedet - det var julestemning for alle pengene!











Til sidst lige en video med en af de smukkeste sange fra Elisabeth. Jeg er helt vild med den musical - historisk, eventyrlig og stærk. - Og heldigvis ikke på det sværeste tysk i verden.;) (Og ja, jeg er en kæmpe sucker for musicals!)

fredag den 9. december 2011

Festklar

Bare fordi det er jul og man skal købe julegaver, kan man jo godt købe lidt til sig selv også! I onsdags kom jeg i hvert fald til at bestille denne kjole hjem og købe disse sko.



Jeg har længe manglet et par klassiske, sorte sko, og disse fra Guess var lige i øjet. Sorte, stilfulde, men lige med en kæde, der gør dem perfekte for mig. Hurra!

Kjolen er fra Gestuz, og den er jeg lidt mere spændt på. Mon den er flot i virkeligheden? Passer mig? Er den rigtige størrelse? Uhh, det er et af de mere farlige internetkøb, men jeg håber på det bedste. Hvis den er fin, har jeg i hvert fald kjolen på plads til næste generalforsamling i logen.

Jeg har faktisk ikke købt så mange julegaver endnu, men jeg har ide til de fleste. Julegaven til kæresten er i hus, julegaven til min nevø er hjemmelavet og blev færdig i går, og fire-fem andre skal jeg bare have købt. Kun min farmor, Signe og lillebror mangler. Bum bum... Måske jeg finder noget i Frankfurt - jeg tager derned i denne weekend og besøger min mor. Glæder mig!!

lørdag den 3. december 2011

Alexander Wang-craving

Jeg begik en fejl i går. I årevis har jeg kunnet ryste på hovedet af hypen omkring den udbredte Alexander Wang-taske "Brenda" - for hvad var lige så specielt ved den?? Jo jo, den var da meget flot, men så var det da heller ikke vildere?! Mente jeg. Indtil i går. For så kom jeg til at gå ind i Notabene og røre ved den. Mærke det absurd lækre læder og kigge på den. Og nu er jeg solgt. Jeg kan ikke få den ud af hovedet.

Jeg. Vil. Have. Den!! Den er fuldstændig perfekt til mit behov, både til hverdag og fest. Balenciaga-drømmen er jo alligevel lagt på hylden som totalt urealistisk, så jeg kan lige så godt skifte over til Alexander Wang. Den er mere realistisk. Åndssvagt dyrt, men realistisk.

For satan, hvor var den lækker!!

fredag den 2. december 2011

Juleballet...

Suk. Jeg vil SÅ gerne ind og se Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater, men jeg har været for langsom og nu er der ingen billetter tilbage. Øv! Jeg kan nok godt finde en enkelt billet, men jeg vil have manden-min med, og det kan ikke lade sig gøre. Æv bæv!

Det er selvfølgelig min egen skyld, for jeg kunne bare have købt billet for flere måneder siden. Men jeg var ikke lige helt sikker på, om jeg skulle bruge penge på at se den igen-igen - og da jeg så endelig kom frem til at JA, det skulle jeg, så var det for sent.

I stedet må jeg jo nyde musikken derhjemme og så kigge på de fine billeder derfra og håbe på, at de sætter den op næste år igen. Håbe håbe!







(Billeder fra Det Kongelige Teaters hjemmeside)

søndag den 13. november 2011

Ny sofa

Endelig lykkedes det! Jeg har længe drømt om en lilla sofa, men har bare ikke kunnet finde den rigtige. Enten var de en grim lilla farve med orange skær, eller også var de aaaalt for dyre. Men vupti! Så havde Bolia lige udsalg med 50% på deres Scandinavia-sofaer - en model jeg har haft kig på før. Jeg så reklamen i går, og udsalget var kun til og med i dag, så vi trodsede tømmermændene og tog i butikken på Vesterbrogade. Nu er der et styks lilla tremandssofa med tilhørende puf på vej til os!

Den bliver godt nok først leveret i slutningen af december, men det går nok. Vi har jo en anden sofa nu, som jeg i øvrigt også skal have solgt. Det er meget rart, at der ikke er pres på.


Nu vil jeg chille lidt mere på sofaen, mens hippien er ned at købe ind, og så står den på noget let mad og så ellers mere afslapning. Det var en rigtig god aften i byen i går, men jeg er godt flad i dag. Det er længe siden, jeg sidst er kommet hjem klokken halv seks...

lørdag den 12. november 2011

Smykkeønsker

Til ære for min søde kæreste, som allerede i et par måneder har været ved at panikke over, hvad han skal give mig i julegave, har jeg trawlet nettet igennem for ønsker - særligt på smykkefronten. Egentlig leder jeg efter en fed halskæde i gunmetal, men det har jeg ikke kunnet finde. I stedet er jeg faldet over disse finheder:



Derudover kommer så de urealistiske som førnævnte Memento Mori Glam og dette smukke armbånd fra Line & Jo, men man har jo lov at drømme...

Gad vide, hvad manden ender på? Jeg har selv den BEDSTE gave til ham, som jeg er meget utålmodig efter at give. Kom nu, juuuuul!

fredag den 11. november 2011

Fantastisk koncert

I går var jeg til Alter Bridge-koncert i Vega. Det var - som altid - fuldstændig fantastisk. Også selv om Myles Kennedys stemme var smadret, lige som tilfældet har været 2 ud af de 3 andre gange, de har været i Danmark. Han har virkelig ikke held med Skandinavien! Jeg har lige set, at de har aflyst morgendagens koncert i Kolding, men den var også gal i går. Jeg er bare glad for, at han gennemførte den koncert.

Jeg ved, at jeg har reklameret for Alter Bridge før på bloggen, men jeg bliver nødt til at gøre det igen. De er simpelthen noget for sig. Jeg har aldrig oplevet med noget andet band, der på samme måde kan få mig til at stortude - ja, direkte hulke - når de spiller live. Der er bare noget særligt inderligt og ægte over både teksterne og fremføringen, at jeg reagerer helt spontant. Det er ubeskriveligt. At kunne gå på den måde fra at smile og rocke med på de hurtigere numre til at bryde helt sammen under balladerne, er en intens oplevelse.

Jeg kan ikke forklare det. Jeg elsker bare det band!

Tænk engang, at det, der startede med en "Ja, jeg skal nok"-mail om, at jeg nok skulle interviewe ham forsangeren af det der for mig ukendte band Alter Bridge, efterfulgt af en mærkelig henvendelse fra Universal om, at jeg her fik tilsendt den ene af to kopier i Danmark af Alter Bridges andet album - og at jeg havde to dage til at lytte til den, så skulle den retur, har kunnet føre til så mange store oplevelser, øjeblikke og følelsesladede situationer. Det er vildt at tænke på. Jeg er Metalized evigt taknemmelig.:)

Her er et par af de videoer, som satte tårestrømmen i gang i går:



I går var forresten første gang, jeg har været i Vega siden flytningen - og hvor var det bare FEDT, at kunne gå derhen på ikke engang fem minutter. Eller endnu bedre - at kunne sidde i sin sofa med at glas rødvin fem minutter efter, koncerten var slut. Jeg benytter aldrig Vegas garderobe igen!:D

torsdag den 10. november 2011

Boligitems

Vi mangler stadig en del for at få lejligheden til at spille 100 %, så det er nok meget godt, at det snart er jul. Det her er i hvert fald fedt og ville passe helt ind!

Er det ikke cool? Det kan købes hos TrendyLiving.

Derudover regner jeg med at investere i denne reol fra Ilva, hvis altså den kan holde til at hænge på den anden led. Den vil være perfekt i køkkenet!
Endelig er jeg meget inspireret af dette, som jeg har tænkt mig at replikere. Jeg ved ikke, hvor den skal hænge, men det er da det mindste af det.


Hvis alt går efter planen, kan vi endelig holde housewarming i januar. Så har jeg også kun boet i lejligheden i næsten et halvt år...

onsdag den 9. november 2011

Tak til livet

Indtil for nyligt har jeg holdt en længere internetpause, forstået på den måde, at blogging har været så godt som ikke-eksisterende, status updates på Facebook kraftigt skåret ned og Formspring lukket og slukket. Det skyldtes alt sammen, at jeg var blevet udsat for kraftig anonym internethetz, der nåede helt ud i reelle trusler, og så var det bare ikke sjovt længere.

Nu er jeg så stille og roligt startet op igen. Stadig ikke så meget herinde (men det er mest fordi, bloggen trænger til en makeover, som jeg ikke kan finde tid til, og det irriterer det mig...), men på andre platforme og også på Formspring igen. Og jeg har ikke modtaget et eneste negativt angreb. Det er så befriende, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Jeg ved godt, at man ikke skal lade små mennesker påvirke en, men det er altså svært at være ligeglad hele tiden.

Så tak! Tak, fordi verden er så rar lige for tiden. Livet er dejligt, menneskerne omkring mig skønne og jeg har det rigtig, rigtig godt. Det er værd at sige et offentligt TAK for.

Jeg er træt oven på min kærestes releasefejring i går, men jeg er i rigtig godt humør i dag. Det hjælper også, at jeg føler, at jeg ser pisse godt ud.:D Nye waxcoated jeans fra Zara, tanktop fra Samsøe og Samsøe og en slouchy, ripped sweater fra Lala Berlin - tilsat Manolo'er her på arbejdet og forede Converse Light udenfor. Simpelt, men godt. Det er sjovt, som det rigtige outfit kan påvirke ens humør, lige som det forkerte kan. I går var for eksempel helt off, så jeg blev jo nødt til at købe en COS cashmer-sweater og skifte. God logik, ikke?;)

torsdag den 27. oktober 2011

Spil dansk...

I dag er det jo "Spil Dansk Dagen", og på den baggrund vil jeg skamløst promovere min kærestes band, der udsender deres debutalbum her d. 7. november. Han havde pladen med hjem i går, og den er altså rigtig god. Normalt hører jeg jo de hårdere genrer, men det er helt rart med noget stille og roligt musik. Fine melodier, gode tekster og så lyder det bare dejligt. En klar anbefaling herfra - og det ville det også være, selv hvis det ikke var min kærestes band.:)

Bandet hedder Jaruni, Moura and Wesko og består udover min kæreste, Claus Funch, af Tue West og en britisk sangerinde, Emma Fleming. Alle tre synger, og det giver en virkelig fin balance og tone. Det er også lidt anderledes, end hvad man ellers hører så meget af.

Albummet hedder Are There Any People Around Here!! og udkommer som sagt d. 7. november på VME. Det her er den første single:

onsdag den 19. oktober 2011

Mere vil have mere...

Åh, for helvedet. Hvad hjælper det at være fornuftig og tænke økonomisk, når man køber noget nyt - for så bagefter at gå og drømme om det dyre også??

I mandags bestilte jeg et armbånd fra ByBiehl med to af Camilles smukke charms. Jeg har ellers aldrig fundet Charlotte Biehls armbånd specielt tiltalende ud fra billeder, men de blev ved med at rumstere i mit hoved, og et eller andet sagde mig, at det ville være noget helt andet in real life, så jeg tog chancen.


Jeg valgte "Dark Side of the Moon" og  "When Lightening Strikes", som tiltalte mig i al deres enkelthed - og som samtidig havde en pris, der var til at betale uden, at bankkontoen begyndte at skrige.


Allerede i går lå armbåndet så i postkassen - og det er bare så smukt. Jeg er helt skudt i det. Som forventet er det noget helt andet i virkeligheden, og det er bare så meget mig. Jeg forudser, at det kommer til at bo fast på mit håndled.

Nu er problemet så bare, at jeg vil have mere. Nærmere betegnet "Memento Mori Glam". Og det giver bare overhovedet ingen mening i forhold til, hvor mange penge jeg plejer at være villig til at bruge på smykker, hvor mange penge jeg har brugt på det seneste på vinterfrakke og lignende og hvad jeg burde bruge mine penge på. Jeg mangler jo for fanden en sofa og et fjernsyn!

Men åhh... Det vil være så smukt sammen med de to andre...