Jeg havde et af mine sjældne "Jeg vil se en film"-moments i går og satte derfor Moulin Rouge på. Det er længe siden jeg har set den sidst, men den er jo stadig helt fantastisk.
Jeg havde helt glemt, hvor meget musikken har betydet for mig. Den minder mig om en anden tid. Særligt Nicole Kidmans "One Day I'll Fly Away". Få toner inde i sangen og jeg var tilbage til slutningen af gymnasiet. Til historietimer i lokalet på øverste sal med udsigt ned til idrætshallen. Til mig siddende i vindueskarmen med benene ude af vinduet, syngende den sang for mig selv. Til tanker, overvejelser og tvivl.
Det var dengang, jeg første gang begyndte at tvivle på min gymnasiekæreste. Dengang hvor jeg havde fået et seriøst crush på en klassekammerat og ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Skulle jeg gøre noget ved det eller lade det gå over? Betød det, at det ikke skulle være mig og gymnasiekæresten alligevel.
Teksten i det nummer sagde det hele.
One day I'll fly away
Leave all this to yesterday
What more can your love do for me?
When will love be through with me?
Why live life from dream to dream
And dread the day when dreaming ends...
Det var dengang jeg indså, at han ikke kunne gøre mere for mig. Dengang jeg første gang følte mig i bur. Et gyldent bur, men never the less et bur.
Jeg gik ikke fra ham dengang. Jeg lod crushet forsvinde, gemte tankerne væk og blev hos ham i to år til. Jeg ved stadig ikke om det var det rigtige, men det var hvad jeg valgte. Jeg var ikke klar til at forlade ham og stå helt alene, uden venner eller netværk.
Vi havde også en god tid sammen de næste to år. Ingen tvivl om det. Men det var dengang, at jeg fløj væk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar