fredag den 15. januar 2010

To modsatte verdener

Så er det ENDELIG ved at være weekend. Nøjs, hvor er det tiltrængt. Det der med at arbejde fuldtid er altså overvurderet! Eller også har jeg bare glædet mig meget til weekenden og været lidt for utålmodig.

Jeg skal til generalforsamling i logen i aften, og jeg glæder mig ærlig talt. Flere af mine kolleger og veninder er ellers meget skeptiske og gør det egentlig mere af pligt end lyst. Måske er jeg bare lidt mærkelig på det punkt, men jeg kan altså godt lide at dresse op og tage til fin middag med god mad og masser af networking. Plus jeg glæder mig virkelig til at danse Les Lanciers. Det er år siden sidst! Sidste år nåede jeg ikke at finde en at danse med (nørdemænd er virkelig dårlige til at byde op...), men i år har jeg aftalt det på forhånd. Det kan ikke gå galt.:)

I morgen rykker jeg så i den helt anden retning og tager til DMeA. Det bliver helt sikkert også sjov. Det er vel egentlig også en form for networking, bare på en meget anden måde. Der kommer en masse jeg kender, så det skal nok gå underholdende.

Spørgsmålet er bare: What to wear??

(Jeg er virkelig blevet en modeslave på det seneste... Var jeg ikke for doven til at skrive hver dag, ville det her ende med at blive en modeblog!)

lørdag den 9. januar 2010

Evnen til at række ud

Det er for nyligt gået op for mig, hvor dårlige vi - og ikke mindst jeg selv - er til at række ud til hinanden. Det er som om, at det er en falliterklæring faktisk at have brug for et andet menneske. Det er acceptabelt, hvis det er en kæreste, men hvis ikke - tough luck.

Et godt eksempel er sidste uge, da jeg lå syg. Jeg var virkelig syg. Så syg at alene tanken om at gå ud i køkkenet og forsøge at lave noget mad var uoverskuelig og jeg kan slet ikke beskrive, hvor hårdt det var at gå i Føtex og købe ind. Men jeg gjorde det jo alligevel, for, Gud forbyde det, ellers havde jeg jo været nødt til at bede en anden gøre det for mig.

Jeg har to brødre, der begge bor i København. Hvorfor ringede jeg ikke til dem og bad dem komme forbi? Jeg har en håndfuld gode veninder og den ene bor endda kun fem minutter fra mig. Heller ikke hende ringede jeg til. Det ville jo være at være til besvær.

Det er så dumt. Så ubeskriveligt dumt. Ønsket om at vise verden, at man kan alt selv og frygten for at fremstå som svag, frygten for at være til besvær får lov til at bestemme det hele. Og det på trods af, at jeg aldrig selv ville tøve med at stille op, hvis en af mine nære rakte ud efter mig. Tanken om at sige nej ville ikke engang strejfe mig. Selvfølgelig hjælper man sine kære, hvis de spørger. Men de spørger jo ikke. Man spørger jo ikke.

Vi sluger serier som Sex and the City og sammenligner vores venskaber med den og tænker "Sådan har vi det også", men det er jo ikke rigtigt. I hvert fald ikke for mig. Jeg ville aldrig ringe til en veninde, hvis jeg var trist en nytårsaften og trængte til selskab. Jeg ville aldrig ringe, hvis jeg pludselig fik hold i nakken og lå urørlig på et badeværelsesgulv og sådan kan jeg blive ved. Men jeg ville på stedet møde op, hvis en af mine veninder ringede til mig i sådan en situation. Det gør de bare heller ikke. For selvom venskaber er tætte, så må man ikke have for meget brug for hinanden. Sådan virker det i hvert fald.

Jo, jeg har da et par gange lagt øre og seng til en veninde med kærestesorger, der trængte desperat til ikke at sidde alene hjemme, men antallet af gange kan tælles på mindre end en hånd, og det er altså ikke fordi mine veninder har været heldige på mandefronten! Lige præcis kærestesorger virker i øvrigt som den eneste acceptable situation, hvor man må vise sin hjælpeløshed. Det virker bare ikke rigtigt. Man kan da sagtens have brug for hinanden andre gange!

Jeg husker kun én gang, hvor jeg virkelig har følt, at der var brug for mig. En veninde ringede til mig og fortalte, at hun var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, og at hun virkelig gerne ville have besøg. Det har krævet så meget af hende at gøre det, og jeg var - og er - så stolt over, at hun gjorde det og at det var mig, hun rakte ud til. De fleste ved ikke engang den dag i dag, at hun var indlagt. Før dengang havde jeg aldrig været på en psykiatrisk afdeling, og det skræmte mig vildt at skulle derhen, men selvfølgelig besøgte jeg hende. Flere gange. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort, og det står faktisk som et af mine bedste minder med den veninde.

Som verden er i dag, er det nemmere end nogensinde at holde kontakten. Nemt som aldrig før at få fat på hinanden. Man kan sende en sms, ringe, sende en email, fange folk over Facebook osv. Alligevel er vi blevet endnu dårligere til faktisk at gøre det, når det gælder.

Jeg forstår det ikke og det gør mig lidt trist. Det er da ikke sådan, det skal være? Er det ikke netop et tegn på styrke at turde vise svaghed, når det gælder?

Måske er det bare mig, der har det sådan. Måske rækker alle andre faktisk ud til familie og venner, når de er i en svær situation. Jeg håber det egentlig, selv om det betyder at det er mig, der har et seriøst problem med min egen stolthed.

torsdag den 7. januar 2010

The power of appearance

Jeg har lavet, hvad man vel egentlig godt kan kalde et nytårsforsæt. Jeg vil til at gøre mere ud af min fremtoning i hverdagen. Jeg har længe ligget under for dovenskab og muligheden for at sove lige tyve minutter længere og det har betydet, at jeg ærlig talt ofte har set lidt sjusket ud. Håret har ikke været sat, make-up har været en by i Rusland og tøjet har oftest bare været, hvad der lå nærmest. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men en lille smule ekstra tanker bag ens udseende kan bare gøre en kæmpe forskel, særligt på arbejdet.

Jeg kan allerede mærke det i dag. Efter at have været en syg zombie i fire dage havde virkelig brug for at se bare lidt godt ud, så jeg tog mig en ekstra halv time i morges til at nusse lidt om mig selv. I stedet for slidte jeans, en t-shirt og en cardigan, håret i en knold og et træt ansigt endte jeg derfor med mine nye grå Manolo'er, sorte strømper, en højtaljet sort nederdel med et bredt bælte, tynd sort rullekrave, en hvid bondebluse ud over og et Burberry-tørklæde i halsen, samt løst, nyvasket og nytørret hår og et lille lag mascara.

Meget simpelt, men effekten er ikke til at komme uden om. Folk kigger anderledes på mig. Det føles faktisk som om, jeg bliver taget mere seriøs. Jeg er på en eller anden måde mere ... præsentabel, kan man vel sige? Min chef spurgte direkte, om jeg havde fået nyt tøj og kommenterede, at det så rigtig godt ud. Jeg føler også, at jeg får en bedre udstråling.

Det kan godt være, at der ikke er en officiel dress code på mit arbejde, men fremover vil jeg stadig prøve at køre office girl-stilen lidt mere. Det er jo faktisk også ret sjovt.:)

onsdag den 6. januar 2010

Endelig!!

Fucking hell! I bedste Sex and the City-stil kan jeg nu være i mine "skinny jeans"! Jeg fik dem i julegave for 5-6 år siden og har faktisk aldrig kunnet passe dem. Nu kan jeg!

Det er satme sejt...

Nå ja, jeg er i øvrigt stadig syg... Æv. Men nu har jeg besluttet mig for at bruge tiden konstruktivt, så er gået i gang med den store gennemgang af mit klædeskab. Der skal sorteres ud og minimeres. Går og gemmer på alt for meget bras af rene nostalgigrunde...

tirsdag den 5. januar 2010

Ynk

Der er altså én situation, hvor det virkelig sucker at bo alene: Når man er syg! Jeg mangler en til at nusse om mig og ikke mindst sørge for, at jeg får noget at spise. Klokken er nu halv tre og jeg har ikke spist noget endnu, for jeg har ikke rigtig noget i huset. Æv...

Jeg bliver nødt til at begive mig ud af huset og i Føtex. Jeg kan bare virkelig ikke overskue det.

Så giv mig dog en mand!! Eller min moar...