fredag den 23. oktober 2009

Heja Sverige!

7 timer og så stikker jeg af til Sverige. Jeg glæder mig virkelig. Tøsesnak, god mad og vin, gåture i skoven, natur, irish coffee, tøsefilm, SingStar og Guitar Hero, Besserwisser, gode bøger og afslapning. Jeg trænger til det. Særligt bliver det godt med en internetpause. Farvel intriger!

Det har været en blandet uge. Jeg har varieret mellem at være helt nede i kulkælderen og at være i sprudlende humør. Tal om humørsvingninger! Min balletlærerinde sagde til mig i går, at jeg så så blændende ud, om jeg var nyforelsket? Øhm, nej. Kan man være gammelforelsket? Det må vel være det jeg i så fald er.

Jeg er træt, træt, TRÆT af at være tålmodig. Men jeg har det nu meget godt alligevel.:)

tirsdag den 6. oktober 2009

At elske

Jeg er normalt ikke typen, der kaster om mig med store ord. Jeg har aldrig sagt "Jeg elsker dig" til hverken min mor eller far, jeg har vist sagt det til en veninde en enkelt gang og jeg har sagt det til et par kærester. That's it.

Jeg siger det ikke, men jeg føler det. Nogle gange er det ufortjent og andre gange er det fuldt ud fortjent. I den sidste kategori tænker jeg særligt på en enkelt person. Min venindes datter. Jeg elsker den lille stump. Hun er det mest fantastiske væsen og jeg har bare lyst til at holde hende ind til mig, aldrig give slip og passe på hende resten af mit liv.

Det rammer mig hver gang jeg ser hende. Fra jeg kommer ind af døren og ser hendes store smil og nysgerrige øjne. Jeg er solgt. Ganske enkelt. Og nej, det er ikke bare fordi jeg er skruk, det er fordi hun er noget særligt. Jeg er SÅ lykkelig for at min veninde fik hende. Det giver livet en helt anden mening at have sådan en i sin nærhed. Alle problemer virker ligegyldig.

Den effekt har hun faktisk haft på mig siden hun blev født. Hun kom til verden lige midt i den mest hektiske periode i mit liv, hvor jeg blev bombaderet med ubehagelige opkald og sms'er og faktisk ikke havde det særligt godt. En af de sms'er kom mens jeg var oppe og se hende på hospitalet og det var første gang, jeg kunne læse sms'en, ryste på hovedet og smile for mig selv. Det blev ubetydeligt.

Selv hvis jeg aldrig får mit eget barn, så har jeg i det mindste hende at være der for. Jeg er dybt fascineret af den udvikling hun har gennemgået siden jeg så hende første gang et par timer gammel og til nu, hvor hun er næsten to år. Det kan kun blive bedre og bedre for hvert år...

Jeg elsker hende.:)

-------------------

Pyh, og så slutter vi lige sødsuppeindlæget og kommer videre. Skulle bare lige have lov til at boble over.:)

fredag den 2. oktober 2009

Stress og jag

Jeg lærer det aldrig. Det der med ikke at lave for mange planer. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

I aften skal jeg til middag med mine gamle kollegiefæller og jeg glæder mig faktisk ret meget. Synes simpelthen at det er så hyggeligt, at vi har fået lavet en ordning med at ses regelmæssigt. Indtil denne "madklub" blev dannet havde jeg ikke set en eneste af dem siden jeg flyttede for 2½ år siden og det har virket lidt mærkeligt. Selv om jeg aldrig blev rigtig nær med nogen af dem, så er det jo mennesker, som jeg har delt min hverdag med i fire år. Det gør altså sit indtryk. Jeg håber at det bliver en god aften med godt selskab og god stemning, men mon ikke?

Indtil lige før havde jeg regnet med at have god tid i dag. Jeg skulle bare hjem efter arbejde og slappe af, gøre mig klar og så afsted. Men hov! Så ringede en veninde liiiige og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at mødes til en kop kaffe inde i byen og gå med i et par butikker. Kan man sige nej til sådan noget?? Jeg kan i hvert fald ikke. Nu er det blevet til at jeg må gå tidligt fra arbejde for at nå den aftale og så i øvrigt nok ikke rigtig når noget der ligner at gøre mig klar til i aften. Men hvad, alle de andre har alligevel set mig utallige gange med uglet hår og ingen makeup, så hvorfor ikke også i aften?:)

Det bliver godt med weekend!

torsdag den 1. oktober 2009

Out of the game

Det er sjovt som man kan ændre sig. På mange måder føler jeg mig ikke meget anderledes end for 3-4 år siden og så alligevel. På nogle punkter er jeg bare endt i den modsatte grøft.

Jeg mærkede det særligt i mandags, hvor jeg var til koncert med et band, som for de der par år siden ville have ligget i toppen af listen over bands, jeg gerne ville møde. Jeg elskede virkelig at møde bands dengang. Ikke bare at gå til koncerterne, men at møde medlemmerne bagefter og hænge ud med dem. Jeg følte mig særlig, udvalgt. De kunne vælge at bruge tid med hvem som helst og de valgte mig. Det kunne ikke blive bedre.

I dag kunne jeg ikke være mere ligeglad. Det siger mig vitterligt ikke noget mere. Efter koncerten i mandags rendte fyrene rundt blandt publikum og jeg så diverse tøsebørn kaste sig over dem, hvilket kun fik mig til at ryste på hovedet og så i øvrigt gå hjem. No way at jeg gider det cirkus længere. Rollerne er byttet og det er dem jeg vælger at bruge min tid på, der skal føle sig udvalgte. Ikke omvendt.

Gad vide hvad det er, der gør det. Var det bare en hungren efter bekræftelse dengang? Jeg tror det ikke. Måske til dels, men ikke kun. Det var bare en tid, hvor hele den scene og det liv betød mere for mig. Mest for mig, faktisk. Nu er jeg i stedet der, hvor glimmeren er falmet og alt er set utallige gange for meget. Min tid er dyrbar og den skal ikke spildes på et spil. Det overlader jeg til næste generation.

Jeg rykker tættere og tættere på at være den gamle og grumpy know-it-all and I don't give a shit...