Jeg lærer det aldrig. Det der med ikke at lave for mange planer. Jeg kan simpelthen ikke lade være.
I aften skal jeg til middag med mine gamle kollegiefæller og jeg glæder mig faktisk ret meget. Synes simpelthen at det er så hyggeligt, at vi har fået lavet en ordning med at ses regelmæssigt. Indtil denne "madklub" blev dannet havde jeg ikke set en eneste af dem siden jeg flyttede for 2½ år siden og det har virket lidt mærkeligt. Selv om jeg aldrig blev rigtig nær med nogen af dem, så er det jo mennesker, som jeg har delt min hverdag med i fire år. Det gør altså sit indtryk. Jeg håber at det bliver en god aften med godt selskab og god stemning, men mon ikke?
Indtil lige før havde jeg regnet med at have god tid i dag. Jeg skulle bare hjem efter arbejde og slappe af, gøre mig klar og så afsted. Men hov! Så ringede en veninde liiiige og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at mødes til en kop kaffe inde i byen og gå med i et par butikker. Kan man sige nej til sådan noget?? Jeg kan i hvert fald ikke. Nu er det blevet til at jeg må gå tidligt fra arbejde for at nå den aftale og så i øvrigt nok ikke rigtig når noget der ligner at gøre mig klar til i aften. Men hvad, alle de andre har alligevel set mig utallige gange med uglet hår og ingen makeup, så hvorfor ikke også i aften?:)
Det bliver godt med weekend!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar