Out of the game

Det er sjovt som man kan ændre sig. På mange måder føler jeg mig ikke meget anderledes end for 3-4 år siden og så alligevel. På nogle punkter er jeg bare endt i den modsatte grøft.

Jeg mærkede det særligt i mandags, hvor jeg var til koncert med et band, som for de der par år siden ville have ligget i toppen af listen over bands, jeg gerne ville møde. Jeg elskede virkelig at møde bands dengang. Ikke bare at gå til koncerterne, men at møde medlemmerne bagefter og hænge ud med dem. Jeg følte mig særlig, udvalgt. De kunne vælge at bruge tid med hvem som helst og de valgte mig. Det kunne ikke blive bedre.

I dag kunne jeg ikke være mere ligeglad. Det siger mig vitterligt ikke noget mere. Efter koncerten i mandags rendte fyrene rundt blandt publikum og jeg så diverse tøsebørn kaste sig over dem, hvilket kun fik mig til at ryste på hovedet og så i øvrigt gå hjem. No way at jeg gider det cirkus længere. Rollerne er byttet og det er dem jeg vælger at bruge min tid på, der skal føle sig udvalgte. Ikke omvendt.

Gad vide hvad det er, der gør det. Var det bare en hungren efter bekræftelse dengang? Jeg tror det ikke. Måske til dels, men ikke kun. Det var bare en tid, hvor hele den scene og det liv betød mere for mig. Mest for mig, faktisk. Nu er jeg i stedet der, hvor glimmeren er falmet og alt er set utallige gange for meget. Min tid er dyrbar og den skal ikke spildes på et spil. Det overlader jeg til næste generation.

Jeg rykker tættere og tættere på at være den gamle og grumpy know-it-all and I don't give a shit...