Jeg er normalt ikke typen, der kaster om mig med store ord. Jeg har aldrig sagt "Jeg elsker dig" til hverken min mor eller far, jeg har vist sagt det til en veninde en enkelt gang og jeg har sagt det til et par kærester. That's it.
Jeg siger det ikke, men jeg føler det. Nogle gange er det ufortjent og andre gange er det fuldt ud fortjent. I den sidste kategori tænker jeg særligt på en enkelt person. Min venindes datter. Jeg elsker den lille stump. Hun er det mest fantastiske væsen og jeg har bare lyst til at holde hende ind til mig, aldrig give slip og passe på hende resten af mit liv.
Det rammer mig hver gang jeg ser hende. Fra jeg kommer ind af døren og ser hendes store smil og nysgerrige øjne. Jeg er solgt. Ganske enkelt. Og nej, det er ikke bare fordi jeg er skruk, det er fordi hun er noget særligt. Jeg er SÅ lykkelig for at min veninde fik hende. Det giver livet en helt anden mening at have sådan en i sin nærhed. Alle problemer virker ligegyldig.
Den effekt har hun faktisk haft på mig siden hun blev født. Hun kom til verden lige midt i den mest hektiske periode i mit liv, hvor jeg blev bombaderet med ubehagelige opkald og sms'er og faktisk ikke havde det særligt godt. En af de sms'er kom mens jeg var oppe og se hende på hospitalet og det var første gang, jeg kunne læse sms'en, ryste på hovedet og smile for mig selv. Det blev ubetydeligt.
Selv hvis jeg aldrig får mit eget barn, så har jeg i det mindste hende at være der for. Jeg er dybt fascineret af den udvikling hun har gennemgået siden jeg så hende første gang et par timer gammel og til nu, hvor hun er næsten to år. Det kan kun blive bedre og bedre for hvert år...
Jeg elsker hende.:)
-------------------
Pyh, og så slutter vi lige sødsuppeindlæget og kommer videre. Skulle bare lige have lov til at boble over.:)
Dejligt indlæg!
SvarSlet