Evnen til at række ud

Det er for nyligt gået op for mig, hvor dårlige vi - og ikke mindst jeg selv - er til at række ud til hinanden. Det er som om, at det er en falliterklæring faktisk at have brug for et andet menneske. Det er acceptabelt, hvis det er en kæreste, men hvis ikke - tough luck.

Et godt eksempel er sidste uge, da jeg lå syg. Jeg var virkelig syg. Så syg at alene tanken om at gå ud i køkkenet og forsøge at lave noget mad var uoverskuelig og jeg kan slet ikke beskrive, hvor hårdt det var at gå i Føtex og købe ind. Men jeg gjorde det jo alligevel, for, Gud forbyde det, ellers havde jeg jo været nødt til at bede en anden gøre det for mig.

Jeg har to brødre, der begge bor i København. Hvorfor ringede jeg ikke til dem og bad dem komme forbi? Jeg har en håndfuld gode veninder og den ene bor endda kun fem minutter fra mig. Heller ikke hende ringede jeg til. Det ville jo være at være til besvær.

Det er så dumt. Så ubeskriveligt dumt. Ønsket om at vise verden, at man kan alt selv og frygten for at fremstå som svag, frygten for at være til besvær får lov til at bestemme det hele. Og det på trods af, at jeg aldrig selv ville tøve med at stille op, hvis en af mine nære rakte ud efter mig. Tanken om at sige nej ville ikke engang strejfe mig. Selvfølgelig hjælper man sine kære, hvis de spørger. Men de spørger jo ikke. Man spørger jo ikke.

Vi sluger serier som Sex and the City og sammenligner vores venskaber med den og tænker "Sådan har vi det også", men det er jo ikke rigtigt. I hvert fald ikke for mig. Jeg ville aldrig ringe til en veninde, hvis jeg var trist en nytårsaften og trængte til selskab. Jeg ville aldrig ringe, hvis jeg pludselig fik hold i nakken og lå urørlig på et badeværelsesgulv og sådan kan jeg blive ved. Men jeg ville på stedet møde op, hvis en af mine veninder ringede til mig i sådan en situation. Det gør de bare heller ikke. For selvom venskaber er tætte, så må man ikke have for meget brug for hinanden. Sådan virker det i hvert fald.

Jo, jeg har da et par gange lagt øre og seng til en veninde med kærestesorger, der trængte desperat til ikke at sidde alene hjemme, men antallet af gange kan tælles på mindre end en hånd, og det er altså ikke fordi mine veninder har været heldige på mandefronten! Lige præcis kærestesorger virker i øvrigt som den eneste acceptable situation, hvor man må vise sin hjælpeløshed. Det virker bare ikke rigtigt. Man kan da sagtens have brug for hinanden andre gange!

Jeg husker kun én gang, hvor jeg virkelig har følt, at der var brug for mig. En veninde ringede til mig og fortalte, at hun var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, og at hun virkelig gerne ville have besøg. Det har krævet så meget af hende at gøre det, og jeg var - og er - så stolt over, at hun gjorde det og at det var mig, hun rakte ud til. De fleste ved ikke engang den dag i dag, at hun var indlagt. Før dengang havde jeg aldrig været på en psykiatrisk afdeling, og det skræmte mig vildt at skulle derhen, men selvfølgelig besøgte jeg hende. Flere gange. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort, og det står faktisk som et af mine bedste minder med den veninde.

Som verden er i dag, er det nemmere end nogensinde at holde kontakten. Nemt som aldrig før at få fat på hinanden. Man kan sende en sms, ringe, sende en email, fange folk over Facebook osv. Alligevel er vi blevet endnu dårligere til faktisk at gøre det, når det gælder.

Jeg forstår det ikke og det gør mig lidt trist. Det er da ikke sådan, det skal være? Er det ikke netop et tegn på styrke at turde vise svaghed, når det gælder?

Måske er det bare mig, der har det sådan. Måske rækker alle andre faktisk ud til familie og venner, når de er i en svær situation. Jeg håber det egentlig, selv om det betyder at det er mig, der har et seriøst problem med min egen stolthed.