onsdag den 15. maj 2013

The Boss!

I går endte jeg spontant til Bruce Springsteen-koncert. Jeg har egentlig ellers besluttet, at det er slut med de store koncerter for nu, for det er ikke såååå sjovt som højgravid. Men da min bror ringede og fortalte, at han havde fået tre billetter på sit arbejde, kunne jeg altså ikke sige nej. Det var også med min læge-far, og det var siddepladser, så det gik fint nok. Baby kunne godt lide Bossen!:)

Jeg har set mange store stjerner gennem årene, men Bruce Springsteen imponerer mig altså ud over det sædvanlige. Det er ikke fordi, jeg er kæmpe fan af ham - jeg kan rigtig godt lide hans musik, men jeg associerer den også mest med min barndom og min far, og det er relativt sjældent, at jeg hører hans musik derhjemme. Men manden selv er jeg fan af. Han er imponerende.

Han er så nærværende og professionel, og han går så meget op i at levere. Det er ubeskriveligt. Han har et kæmpe bagkatalog, og alligevel tager han imod ønsker fra publikum og kan tydeligvis alle sine numre (det gælder også hans fantastiske band). Det er satme noget andet end bands, der altid spiller de samme 15-20 numre og ikke kan huske resten! Også detaljen med, at han spillede hele Born to Run-pladen i går. Det der med at spille et fuldt album er der mange, der har gjort de seneste år - men Springsteen varierer, hvilke album han spiller. For igen - han kan dem alle sammen. Det betyder også, at selv for kæmpe fans, som rejser rundt og ser mange koncerter på turneen, er det en ny oplevelse hver aften. Det har jeg vild respekt for.

Og så er der det med længden af hans koncerter - den i går varede tre timer og ti minutter. Det er virkelig oplevelse for alle pengene - tydeligvis for både manden selv og hans E Street Band, men så sandelig også for publikum. Det virker som en fælles indsats. Og så kan spillestedet nok så meget ville have, at koncerten slutter på et eller andet tidspunkt. I går blev lyset i Parken tændt klokken 23 som tegn på, at nu skulle det slutte - men Bossen fortsatte til 23.20. Det er vel hans show!

Så ja, jeg er imponeret. Manden fortjener alt den succes og respekt, han har opnået. Ganske enkelt.

Når det så er sagt, så var det ikke den bedste af mine Springsteen-koncerter i går. Det var uden tvivl koncerten på Roskilde i sommer. Men det var ikke Springsteens skyld i går - det var Parkens. Jeg har aldrig oplevet så ringe lyd! Kunne København dog ikke snart få en ordentlig koncertarena? Det er pinligt, er det!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar