mandag den 11. oktober 2010

Status på pole dancing


Nu er det ved at være halvanden måned siden, jeg begyndte til pole dancing, og selv om jeg klart kan se fremskridt (bortset fra den baglæns havfrue, der driver mig til vanvid...), så er jeg stadig langt fra god. Det frustrerer mig en del, så faktisk havde jeg inden dagens time tænkt, at når mit klippekort var brugt op, så stoppede jeg nok igen. Men fandme nej! Det var virkelig, virkelig sjovt i dag. Selv om jeg ikke er så god til at udføre den, så er det dejligt at mærke, at jeg kan huske koreografien. Der er virkelig et pay off fra balletten!

Det er dog lidt sært, som jeg overhovedet ikke føler, at jeg passer ind. Jeg kan virkelig godt lide hende, der har studiet, men de andre piger har jeg svært ved at komme ind på livet af. De er næsten alle sammen de der solbrændte, ultratynde typer, hvor det ligner, at de aldrig har lavet andet end at stå og vride sig op af en pole. Måske har de heller ikke, what do I know... Jeg føler mig i hvert fald totalt chubby og clumsy ved siden af. Lige indtil vi skal strække altså! Det kan godt være, at jeg mangler en del styrke (det gør jeg!!), men smidighed har jeg. Vi skulle sidde i spagat i dag i 3 x 30 sekunder med hvert ben, og selv om det da var hårdt, så var det ikke noget problem for mig. Det var til gengæld en fornøjelse at kigge rundt og se, at ingen af de andre kunne komme i spagat. Mens de sad og kæmpede på halvbøjede ben, foreslog underviseren mig at tage ekstra vægte på, så det gav et hårdere stræk... Så ranker man lige ryggen lidt ekstra.

Jeg er ikke ude på at være skadefro eller selvophævende, men det er altså rart at have succes og føle sig bedst på bare et enkelt punkt, når nu man er ren begynder på de andre. Basta.

Jeg kæmper videre - snart skal jeg altså op og hænge med hovedet ned af! Det er i hvert fald et delmål.

Glæder mig allerede til at skulle af sted igen i morgen.

3 kommentarer:

  1. Det var sjovt at læse dit indlæg, for jeg havde det på PRÆCIS samme måde, da jeg gik til pole dancing. Tak fordi du har bragt minderne frem og et smil på læben.

    God fornøjelse og god træning!

    SvarSlet
  2. Så skal i bare komme til Pole Fitness i Apollo Fitness i Vejle. Der er hovedparten af pigerne, helt almindelige piger, som alle kan nikke genkendende til det meste af Carolines indlæg :)
    Og så hjælper det jo også på det, at det ikke koster mere end det gør at være medlem af Apollo Fitness, hvilket er 199 kr om måneden, det er jo til at leve med, når man på samme tid, kan benytte sig af centerets andre tilbud også uden at skulle betale ekstra :)

    SvarSlet
  3. Det var godt nok MEGET direkte reklame, Lia! Men siden du har kommenteret på et temmelig gammelt indlæg (min opfattelse af "mit" polestudie har i øvrigt ændret sig siden - der er masser af helt normale piger nu...), så får den lov til at blive stående.

    SvarSlet