mandag den 3. januar 2011

Koncerter 2010

Billeder fra Sweden Rock Festival 2010

Billede fra Roskilde Festival 2010

Billeder fra Wacken Open Air 2010

Inspireret af Camilles indlæg om koncertåret 2010, vil jeg alligevel forsøge at vælge en top 10 af livekoncerter i 2010 ud. Som nævnt før har jeg været til 45 koncerter (mindst - har højst sandsynligt glemt at notere enkelte) og 3 festivaller, så der er rigeligt at vælge mellem. Men jeg prøver alligevel.

1. Dizzy Mizz Lizzy // KB Hallen, 17. april

Den aften vil altid stå som noget helt særligt. Det var en teenagedrøm at få lov til at se Dizzy Mizz Lizzy live - og så havde jeg endda egentlig opgivet det totalt, da jeg ikke nåede at få billet. Men tilfældet ville, at jeg pludselig blev inviteret på date af en helt fantastisk fyr, som kunne få os på gæstelisten til koncerten. Fuldstændigt uvirkeligt. Jeg har aldrig oplevet en lignende stemning i KB Hallen, og at dele den oplevelse med lige ham her - også selv om vi ikke endte med at blive kærester - var prikken over i'et. Koncerten på Roskilde Festivalen var også fabelagtig, men den kom ikke op på niveau med denne.

2. Alter Bridge // Amager Bio, 30. oktober

Min tredje Alter Bridge-koncert, men den første, hvor Myles Kennedy ikke havde stemmeproblemer. Amager Bio var komplet udsolgt, og rummet var næsten ulideligt at være i. Alligevel lykkedes det mig at finde en plads på rampen ovre i venstre side, hvor det trak en smule, så det var til at trække vejret, og udsynet var perfekt. Bandet spillede så intenst som altid, og tårerne trillede ned af kinderne på mig, da Myles Kennedy fremførte"Watch Over You" alene med sin guitar. Det var ubeskriveligt smukt.

3. Avantasia // Arenan, Stockholm, 5. december

En koncert, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se. Det var ikke helt lige så episk, som da Avantasia spillede på Sweden Rock i 2007, men det var alligevel noget særligt at være til en koncert med dem indendørs. Man blev virkelig fanget ind i det mystiske univers, der er Avantasia. Og så spillede de så utroligt mange flere af de gamle numre, end jeg nogensinde havde turde håbe på.


4. Avenged Sevenfold // Store Vega, 18. november

Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle blive Avenged Sevenfold-fan, men ikke desto mindre tog deres 2010-album Nightmare mig med storm. Fantastiske numre med gode melodier og masser af energi. M. Shadows stemme er nok en af de bedste på den amerikanske metalscene. Årets overraskelse!

5. Papa Roach // KB Hallen, 20. november

Egentlig var det Buckcherry, der var min hovedgrund for at tage til denne koncert, men de måtte så aflyse pga. et bussammenbrud i Sverige. De skylder helt klart næste år! Heldigvis gjorde Papa Roach så det hele værd. KB Hallen kogte, bandet var 100 % på og setlisten lige efter mit hoved. En herlig aften.

6. Pretty Maids // Sweden Rock Festival, 9-12. juni

Jeg har hele tre Pretty Maids-koncerter at vælge mellem i år, og der er skarp konkurrence mellem denne og 25 års jubilæumskoncerten i Amager Bio i august, når det gælder, hvilken en der er bedst. Men i sidste ende vinder festivalkoncerten, fordi den egentlig slet ikke skulle have været der, men endte med at være et af højdepunkterne på festivalen. Egentlig var det Ratt, der skulle have spillet, men da de aflyste, blev Pretty Maids fløjet ind og indtog den største scene. Det var midt på dagen og det regnede, men det var simpelthen bare så fedt. Det var første gang, jeg hørte de nye numre fra Pandemonium live, og det fungerede så godt. Jeg dansede rundt af glæde under hele koncerten. Fantastisk.

7. The Baseballs // Pumpehuset, 29. april

En ting er, at The Baseballs' glade 50'er fortolkninger af diverse popsange fungerer på plade, men live var det endnu bedre. Det var en fest uden sammenligning. Bandet så virkelig godt ud og var gennemførte, og de havde publikum i deres hule hånd. Jeg har sjældent grinet så meget under en koncert. Kan til enhver tid anbefales!

8. John Fogerty // Brøndby Cricketbane, 6. juli

Ren nostalgi, men hvor var det dog fedt! John Fogerty har stadig en fantastisk stemme, og han spillede rigtig mange af de gamle Creedence-numre. Samtidig var det den dejligste, milde sommeraften, hvilket kun gjorde det endnu bedre.

9. Imperial State Electric // The Rock, 11. november

En af de større overraskelser i år. Jeg har altid godt kunnet lide The Hellacopters uden dog at være grundigt inde i deres musik. Med Imperial State Electric har den tidligere Hellacopters-frontmand, Nicke Andersson, dog fanget min opmærksomhed. Der var næsten ikke et øje på The Rock på denne torsdag, men de fremmødte fik show for alle pengene. Det er var intimt uden at være kedeligt - tværtimod, der var fuld knald på. Det var virkelig, virkelig fedt.

10. Vomit Supreme // Stengade, 18. september

Det er egentlig lidt specielt, at jeg tager denne koncert med, for lydmæssigt var den faktisk ikke så god igen. Men alligevel skiller den sig ud, fordi jeg i over et år virkelig ikke kunne lide Vomit Supreme - og så pludselig så jeg lyset. Det er altså rigtig, rigtig fed musik. Et nyere dansk band, der har et kæmpe potentiale. Derudover hjalp det da også, at de spillede Strawberry Slaughterhouses "Cool, Calm and Collected" - den havde jeg mildest talt aldrig forventet at høre live. En lille pudsighed, der fortjener at blive nævnt.

Derudover så jeg bands som Aerosmith, Prince, ZZ Top, Pink, Iron Maiden, Alice Cooper, Mötley Crüe, Edguy, Kamelot, Faster Pussycat, Enuff Z'Nuff, Dream Evil, SuperCharger, New York Dolls, Guns N' Roses, Gary Moore, Cinderella, Billy Idol, Epica, Alice in Chains, Them Crooked Vultures, Crashdïet, Glenn Hughes og mange flere i løbet af året, så der har været virkelig mange at vælge mellem, og det har været virkelig svært!

Jeg har ikke de store planer for 2011 endnu, men indtil videre ser jeg frem til Skunk Anansie, mere Kamelot og Pretty Maids, Roxette og så selvfølgelig Sweden Rock Festival, hvor bands som Mr. Big, Whitesnake, The Cult, Rob Zombie, Buckcherry, Ozzy Osbourne, Mustasch og Joan Jett allerede er bekræftet.

Det skal nok blive et godt år.:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar