fredag den 26. februar 2010

Spøgelser, distræthed eller en ukendt med en nøgle?

Jeg er helt freaked out lige nu. For anden gang siden mit indbrud er jeg kommet ud i entréen og har fundet min hoveddør stående åben. Piv åben, så alle kan gå lige ind. Begge gange har jeg med det samme tjekket min taske, men min pung har været der begge gange. Her lige før, hvor det skete anden gang, stod min computer fra arbejdet også i entréen og den er der stadig.

Jeg forstår ikke, hvad der sker. Det ligner mig ikke sådan ikke at lukke døren. Det har aldrig lignet mig og nu skulle jeg have gjort det to gange på en uge?

Okay, indrømmet, jeg havde en masse at slæbe på og skulle tisse helt vildt, da jeg kom hjem tidligere. Men jeg mener altså, at jeg lukkede og låste døren! Og i øvrigt har jeg været ude på badeværelset flere gange siden jeg kom hjem og uden at døren stod åben. Eller, det ville jeg da have opdaget, hvis den gjorde. Ville jeg ikke?

Den første gang det skete, havde jeg været ude for at prøve at komme om til køkkendøren. Det havde ikke virket, så jeg gik ind igen for at kigge ned i gården for at se, om der var en anden vej. Jeg opgav og blev indendørs. Ti minutter/en halv time/what-do-I-know senere gik jeg ud i entréen og døren stod åben. Jeg valgte at slå det hen med, at jeg nok havde ladet den være åben, fordi jeg havde tænkt mig at gå ned igen. Men nu bliver jeg i tvivl, for jeg lod den altså ikke stå åben denne gang. Det gjorde jeg ikke! Jeg nægter at tro, at jeg har ladet døren stå åben og er gået på toilettet, er gået ind i stuen, er gået på badeværelset igen for at hente neglelak, er gået ind i stuen og har lagt neglelak, er gået ud på badeværelset igen for at rette neglelak, er gået ind i stuen igen uden at opdage det, hvis døren har været åben. Først ved den altså tredje tur igennem entréen opdagede jeg det.

Enten har jeg spøgelser eller også er jeg absurd distræt for tiden. Men helt ærlig, jeg har aldrig før ladet min dør stå åben, ville jeg så gøre det nu, når jeg i forvejen er utryg efter indbruddet? Det giver ikke mening. Faktisk giver spøgelser mere mening... Eller også er der en person derude, der har en nøgle til min lejlighed og kommer og forsøger at lukke sig selv ind. Tanken alene skræmmer mig til døde...

2 kommentarer:

  1. Måske skulle du få stillet låsen om? Jeg håber selvfølgelig bare at det er dig der har været distræt, men man ved sgu aldrig. Havde du nogle ekstra nøgler liggende der hjemme da der var indbrud?

    SvarSlet
  2. Jeg havde to sæt ekstranøgler liggende, men de var ikke blevet stjålet og jeg nægter at tro, at tyvene har haft tid til at lave en kopi inden de stak af.

    Det er så sært... Men ja, jeg tror også, jeg skifter lås. Det gjorde jeg ikke, da jeg flyttede ind, så i teorien kan der være masser af nøgler derude.

    SvarSlet