Jeg husker det SÅ tydeligt. Det var den første og indtil videre eneste gang, jeg har været bange under en koncert. Der var så mange mennesker, stemningen var så negativ og jeg havde ingen kontrol over situationen. Alle maste bare.
Det mest absurde er, at jeg stod rimelig langt bagved og faktisk gik, inden ulykken skete. Efter min daværende kæreste og jeg havde set to blive båret ud, helt tilmudrede og blodige, kæmpede vi os ud af mængden. Vi skulle bare væk. Vi endte med at gå over til Grøn Scene og se Underworld og gik derfor helt glip af den tragedie, der siden skete. Først næste morgen fandt vi ud af, hvad der var sket.
Det er mærkeligt at tænke på, at aftenen inden tragedien var jeg til min første heavy metal-koncert på selv samme scene. En af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Iron Maiden spillede og vi stod langt fremme. Jeg sad faktisk på en af bølgebryderne det meste af koncerten. Der var ingen masen og skubben, folk var bare glade og fulde. En helt anden stemning end dagen efter. Og så siger man, at heavy metal er en "ond" genre...
Min far var på daværende tidspunkt udstationeret i Bosnien og han glemmer heller aldrig, da han fik stukket en dansk avis i hånden med ordene "Det er farligere at være på Roskilde end at være hernede..." Han havde forståeligt nok ingen ro, før han vidste, at at min kæreste og jeg havde det fint. Utroligt nok kom vi hurtigt igennem på telefonen næste dag - helt sikkert mere held end forstand.
Jeg kendte ikke nogen af dem, der mistede livet, men jeg skulle ikke mere end en eller to led ud i vennekredsen, før der var nogen, der gjorde. Det var surrealistisk. Det er surrealistisk.
Tanken om den aften i juni i 2000 - Roskildes 30 års jubilæumsår - sidder stadig i mig, når jeg engang imellem bliver mast lige rigeligt til en koncert. Panikken kommer frem igen. Sådan noget burde aldrig kunne være sket og må aldrig ske igen.
... how fragile we are...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar